Publikationer

Ejerskifteforsikringer er stadig en jungle for husejerne

Selvom ejerskifteforsikringen er en ordning, der har eksisteret i over ti år, er både forsikringskunder og fagfolk til stadighed usikre på, hvad det er, forsikringen helt præcist dækker. Forsikringsbetingelserne er uklare, og derfor er det ofte et fortolkningsspørgsmål, om en skade er dækket eller ej.

Med til historien hører også, at ejerskifteforsikringen i hele sin levetid har været en underskudsforretning for forsikringsselskaberne.

Tallene viser, at for hver tre præmiekroner til forsikringsselskaberne, betales der fire kroner tilbage til kunderne i erstatning. Derfor har forsikringsselskaberne ofte meget fokus på, hvordan de kan holde skadeudgifterne nede.

På den anden side af alle uklarhederne og forsikringsselskabernes iver efter at holde udgifterne nede står kunderne. De har svært ved at gennemskue hvilke skader, der er dækket af forsikringen – både når de tegner forsikringen, og når de har opdaget en konkret skade på det nykøbte hus.

Vi oplever, at forsikringskunderne har meget svært ved at gennemskue, om de får en retfærdig afgørelse eller behandling fra forsikringsselskaberne.

Især føler mange kunder sig magtesløse, hvis der er tale om store skader på huset, som gør det besværligt for dem at leve i huset, mens deres sag bliver behandlet hos forsikringsselskabet. Det kan måske afholde nogen fra at starte en klagesag, fordi de simpelthen giver op undervejs og bare ønsker skaderne udbedret, så de kan bo i huset på normal vis igen.

Inden man giver helt op, kan det være en god idé at kontakte en specialist på området, så man kan få en profes-sionel vurdering af, om man har fået det, man har krav på. Som forsikringskunde skal man fx være opmærksom på, at der er mulighed for at foretage det, der hedder en isoleret bevisoptagelse.

En isoleret bevisoptagelse vil sige, at man ved hjælp af sin advokat får lavet et syn og skøn gennem retten, som fastlægger beviset i sagen. I en ejerskiftesag vil det typisk dreje sig om skadens omfang, årsag, udbedringsmuligheder og omkostninger. Sådan et syn og skøn kan laves relativt hurtigt, hvorefter skaden kan blive udbedret. Man behøver altså ikke at vente i mange måneder på, at der er en afgørelse fra Ankenævnet for Forsikring eller domstolene.

Hvis du har spørgsmål eller ønsker nærmere uddybning af dette emne, er du velkommen til at kontakte advokat Ken Torpe Christoffersen på ktc@wtc-law.dk eller telefon 48 22 00 40.

« Tilbage