Rentefri lån til familien
Ønsker du at yde et rentefrit lån til din familie, er der en række betingelser, der skal opfyldes, hvis lånet skal ydes uden skattemæssige konsekvenser.
Da der ikke findes faste regler på området, men alene en mangeårig praksis, er det altid en god ide, at kontakte sin advokat inden lånet etableres, så man undgår ubehagelige overraskelser.
Hvis lånet skal ydes rentefrit, skal følgende betingelser opfyldes:
- Der skal være tale om et reelt gældforhold.
- Lånet skal være et anfordringslån, hvilket vil sige, at lånet skal kunne indfries med dags varsel.
- Der skal oprettes et gældsbrev, der skal underskrives af begge parter. I gældsbrevet skal det som nævnt fremgå, at lånet er ydet på anfordringsvilkår.
Der er ikke krav om, hvordan de lånte midler skal anvendes - låntager kan således anvende pengene til alt fra køb af bolig til privatforbrug.
Der er som udgangspunkt ikke en beløbsgrænse for rentefri lån til familien.
Der kan ydes rentefri lån til en rimelig bred personkreds. Vil du være sikker, anbefaler vi, at du som udgangspunkt kun yder rentefri lån til:
- Børn,
- Børnebørn,
- Oldebørn,
- Forældre,
- Bedsteforældre, og
- Oldeforældre.
Ønsker du at yde et rentefrit lån til andre i familien, anbefaler vi, at du drøfter situationen med din advokat inden gældforholdet etableres.
Hvis du har spørgsmål eller ønsker uddybning af ovennævnte, er du velkommen til at kontakte advokatfuldmægtig Gabriel Lars Martiny på glm@wtc-law.dk eller telefon 48 22 00 40.
